Få mest muligt ud af din prøvemodel

Få mest muligt ud af din prøvemodel

Avatar

Gør dine kreative projekter unikke med labelsSe udvalg

Design og bestil tøjmærker og navnebånd til dine prøvemodeller:

Prøvemodeller er ikke altid populære, men det er lidt ærgerligt, for de er virkelig nyttige og anledning til stor læring.

Grunden til, at de ikke er populære, er, at de tager tid at sy. Og når man endelig har en time eller to ved symaskinen, så vil man altså helst sy i noget lækkert stof og lave noget, der ”bliver til noget” – i stedet for at sy prøver i kedeligt lærred, der minder mere om at smøre madpakker end om at være kreativ og lufte sin indre designer.

Men tænker man lidt mere langsigtet, så vil man jo også gerne have glæde af det tøj, man syr. Og har man bare en enkelt gang prøvet at kassere et færdigt projekt, fordi det var så langt fra god pasform, at man ikke ville være bekendt at vise sig offentligt i det, så ved man godt, hvad prisen for at droppe prøvemodellen kan være: en masse tid, der er spildt! Og det er altså næsten endnu mere kedeligt end at smøre madpakker.

I modeindustrien bruger man altid prøvemodeller til nye designs. Ofte får man tre-fem prøver hjem af hvert design, som konstruktører og designere retter til, inden man er tilfreds og bestiller den endelige produktion fra fabrikken. Så hvis du har sådan en indre stemme, der siger noget i stil med ”det burde da ikke være så svært”, så skal du bare lige vide, at den lyver, den stemme. Det ER svært at sy tøj med god pasform, for vi er alle forskellige, og der er ikke et enkelt facit på, hvad man skal gøre. Det kræver øvelse og viden om sin egen kropstype – og det får man blandt andet også gennem sine prøvemodeller.

På papiret er det ret enkelt at arbejde med prøvemodeller. Du følger bare de her fem trin, og vupti, så springer der helt automatisk perfekt tøj ud af din symaskine, næsten uden at du rører pedalen. Eller også gør der ikke. Men det er i hvert fald i store træk de her fem trin, der er opskriften på at arbejde med prøvemodeller:

Trin 1 – Tilret mønsteret til dine mål

Inden du overhovedet går i gang med at klippe mønsteret ud i mønsterpapir, bør du tjekke at du nu også kan være i det. Tjek brystvidde, taljevidde og hoftevidde. Husk, at der skal være lidt ekstra plads til rørlig vidde, så mønsteret skal ikke passe til dine kropsmål, men faktisk være mindst fire cm større på en hel omkreds. Er modellen til strækstof, kan mønsteret være op til 15 pct. mindre end dine mål, hvis det er en meget tætsiddende model i stof med meget stræk.

Er der ikke plads til dig i mønsteret, kan du allerede her tage højde for det ved at lægge mere vidde ind i det.

Trin 2 – Sy prøvemodellen

Sy en prøvemodel i staut eller billigt stof

Når dit mønster er stort nok til, at du i hvert fald kan være i det, så klipper og syr du din prøvemodel. Normalt bruger man staut, men det giver faktisk mere mening at finde en billig stofrest, der minder om det stof, du skal sy den rigtige model i. Udover at det giver dig mulighed for at tjekke, hvordan stoffet falder, så har du en ekstra udgave af dit tøj, hvis prøvemodellen bliver god nok til at gå i. Og hvis ikke den gør det, så har det været så billigt, at det bare er gode lærepenge.

Du kan med fordel klippe og sy med tre cm sømrum i prøvemodellen i skuldersømme, midt bag søm og sidesømme. Det giver dig noget rum at tilrette i, og gør prøvemodellen meget mere anvendelig til at teste ideer og teorier. Sy med lange sting (ri-sting), så de er nemme at pille op, hvis du skal lave rettelser.

Trin 3 – Prøv din prøvemodel

Når du prøver din prøvemodel, så se hvordan den sidder, når du står foran spejlet og beundrer dig selv og din kunnen. Men stop ikke her! Test også, hvordan den er at bevæge sig i, og hvordan den sidder når du har gået lidt rundt. Kan du sidde ned? Gå på trapper? Nå tingene i det øverste skab? De bevægelser, du skal udføre i det færdige tøj, skal du teste i prøvemodellen. Hvis sømmene revner, når du sætter dig i prøvemodellen, så ved du, at der ikke er vidde nok – og tro mig, så er du glad for, at det ikke var den dyre silke, der var klippet i!

Se efter, om tøjet hænger ”i balance”. Det betyder, at det sidder flot til omkring nakke og skuldre, og at midt for, sidesømmene og midt bag hænger lodrette ned. De vandrette linjer som bundlinjen, hoftelinjen og taljelinjen skal være helt vandrette. Er der en eller flere af dem, der ikke er vandrette, er der brug for tilretninger.

Test de forskellige tilretninger i prøvemodellen ved at sprætte op/sy ind og ud/flytte sømme/klippe op til mere vidde eller hvad der nu er behov for.

Trin 4 – Overfør rettelser til dit mønster

Når du har fundet de tilretninger, du har brug for at få lavet i modellen, så tager du din prøvemodel af igen, og overfører rettelserne til mønsteret en for en. Start med enten forstykke eller bagstykke (du vælger selv), og overfør alle ændringerne herfra, inden du går videre til den anden.

Trin 5 – Start forfra… måske!

Hvis du har lavet store rettelser i din prøvemodel og er i tvivl om, om det er det rigtige, du har gjort, så er det en rigtig god idé at sy en ny prøvemodel med det nye, tilrettede mønster. Ofte vil der være nogle småting, der skal justeres, som man ikke kan se eller forudsige, før man har syet en ny prøve efter de første tilretninger.

Er du mere sikker i din sag, og har du kun lavet mindre rettelser, så har du nu et tilrettet mønster, som du kan klippe og sy i det rigtige stof. Du bør dog stadig prøve undervejs og tilrette småting, der kan opstå fra stof til stof.

Tilretninger i mønsteret

En af de helt store udfordringer med pasform i tøjet er at få lavet lige præcis de ændringer i mønsteret, som du har brug for, for at det kommer til at passe til din krop.

Tegn ændringer over på dit mønster

Vi er alle unikke og helt specielle med hver vores krop og alt det der, men når det kommer til typer af tilretninger, er vi faktisk ikke så forskellige igen. Det er de samme ca. 10-12 tilretninger, der skal i spil igen og igen, når jeg underviser i tilretning, selvom det er vidt forskellige kvinder, der er med på de forskellige workshops og kurser.

En af de meget brugte og meget anvendelige tilretninger er svejryg-tilretningen. Rigtig mange kvinder har et ekstra ”knæk” i ryggen i taljen, og hvis man ikke tager højde for det i mønsteret, så vil der komme en vandret ”bule” af stof i taljen på ryggen.

tip 2 Tilretning til svejryg

Først skal du finde ud af i din prøvemodel, hvor meget stof du skal have fjernet midt bag. Få en makker til at folde stoffet vandret i taljen midt bag og sæt en nål i midt bag og et par steder mere ud til sidesømmen, hvor der gradvist bliver fjernet mindre og mindre stof.

På mønsteret klipper du ind fra midt bag i taljen og helt over til sidesømmen – uden at klippe igennem den. Så lapper du den nederste del af bagstykket ind over den øverste del midt bag, så du får fjernet lige så meget papir, som der er fjernet stof på din prøvemodel. Nu kan du se, at bagsømmen får et hak, og at midt bag kommer til at ligne faconen på din ryg meget mere. Det sidste, du skal gøre, er at rette trådretningen op. I langt de fleste tilfælde synes jeg, at det bliver bedst, hvis du forbinder yderpunkterne af midt bag linjen og laver den nye trådretning langs med den linje.

Laver du en tilretning til svejryg, bliver pasformen i tøjet bedst,  hvis du har en søm midt bag, fordi bagsømmen nu er formet til at passe til din krop. Du skal stadig have indsnit, hvis der er det på mønsteret, for tilretningen har ikke gjort modellen mindre, men blot fjernet det stof, der var i overskud på tværs af ryggen.

Inden du kaster dig ud i en tilretning til svejryg, så er det en god idé at teste, om folderne bagpå kunne skyldes, at din model er for stram om hofterne. I din prøvemodel kan du sprætte sidesømmene op og se, hvad der sker med folden bagpå, når stoffet kan falde ned på plads. Hvis det glatter sig helt ud, så var det bare vidde, du havde brug for. Er der stadig folder, så må du i gang med at lave en tilretning til svejryg.

 

Avatar

Forfatter ikastdk

Læs mere:

Flere indlæg af ikastdk

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Gør dine kreative projekter unikke med mærkater Se udvalg