Da påskeharen er så stort et hit hjemme hos os, synes jeg også, at den skal være en del af påskepynten i år. Her kan du se, hvordan du nemt og hurtigt kan sy en lille blød påskehare – enten til pynt, til værtindegave eller til husets små beboere.

Du starter med at klippe din skabelon i papir – hvis du ikke er så god til frihåndstegning, findes der flere gode påskeharer på nettet. Læg dit stof dobbelt, og nål din skabelon fast.

Til denne påskehare er der brugt et sømrum på 1 cm, men det afhænger af din skabelon. Klip to påskeharer.

Nål de to stykker stof sammen ret mod ret og sy sammen – husk at du skal have en åbning i bunden, så du kan putte fyld i.

Klip nu dit sømrum ned og klip hakker ved f.eks. ører, hale med mere.

Derefter vender du retten ud og stryger – det giver en pænere finish.

Nu skal du fylde din påskehare med pudefyld, og derefter skal du sy bunden sammen i hånden.

Så er påskeharen færdig. Som prikken over i´et har jeg bundet en sløjfe om halsen på påskeharen af det fine gavebånd fra ikastetiket.dk.

Carla insisterede på at påskeharen skulle have selskab, så én blev hurtigt til flere…..

Vil du hellere have en spiselig værtindegave med til påskefrokosten, kan du tage et kig på de hjemmelavede påskechokolader.