Start med at lave din skabelon. Jeg har valgt at lave mine 12 cm brede inkl. sømrum (1 cm) og fra top til spids 12,5 cm inkl. sømrum (1 cm).
Læg skabelonen oven på stoffet, som jeg har valgt at lægge dobbelt, og tegn dine flag op – husk at skabelonen er inkl. sømrum.
Klip dine flag ud.
Nu skal du sy dit made by mærke fra ikastetiket.dk fast. Læg det langs kanten imellem to flag, som skal ligge ret mod ret.
Sy flagene sammen ret mod ret på de to sider – flaget skal være åben foroven.
Klip det meste af sømrummet af.
Vend retten ud på dine flag og pres dem – jeg er ikke selv specielt flittig med strygejernet, men lige til det her, gør det altså en forskel for resultatet.
Nu skal du sy flagene på kantbåndet; jeg har ca. 50 cm kantbånd i hver ende, så jeg har noget at binde med, når guirlanderne skal hænges op. Jeg har brugt en afstand på ca. 5 cm imellem flagene.
Nu er din guirlande færdig og klar til at blive hængt op. Min skal hænge over spisebordet, når familien kommer til påskefrokost.